Træterrasse

Konstruktion af træterrasse

Opbygning af ny træterrasse

Opmåling af træterrasseEn træterrasse giver noget andet til haven end en fliseterrasse, men samtidig vil der også være mere vedligeholdelse ved en træterrasse og i de kolde og våde måneder kan terrassen blive så glat så det er farligt at opholde sig derpå medmindre at man benytter sig af noget strøsand til at modvirke den glatte overflade. Her vil en af fordelene så være at mens der kan bruges tid på snerydning af en fliseterrasse, er det næsten spild af tid at rydde sne fra en træterrasse da de glatte terrassebrædder alligevel gør at man sjældent vil benytte terrassen alligevel i den periode hvor der ligger sne i haven.

Inden du går i gang med at bygge en træterrasse bør du derfor nøje overveje om du vil bruge den ekstra tid på vedligeholdelse som terrassen kræver.

Der er ikke den store prisforskel på at anlægge en terrasse i træ, fliser eller belægningssten, og uanset om du vælger træ eller fliser har du mulighed for at vælge en billigere eller dyrere løsning. Levetiden på de billige fliseterrasser er typisk noget længere end på de billige træterrasser.

Tegning og placering

Tegn en tegning af grunden med huset på og prøv at forestille dig terrassen flere steder. Sørg for at komme ud og mærk efter om det nu også føles på samme måde når du står i haven som når du sidder inde og tegner terrassen.

Når man kommer ud i haven kan det være at man bemærker noget som man ikke tænkte over da man kun sad med tegningen på papir.

Efter at du har fundet ud af størrelse og placering af terrassen kan det være en god idé at markere terrassen ved at slå nogen stolper i jorden så man nemmere kan fornemme hvor terrassen kommer til at være.

Sørg for at der er plads nok til havemøblerne, men omvendt skal du også passe på at terrassen ikke bliver for stor da det kan give mindre læ.

Har du styr på placering og størrelse skal du nu få styr på materialeforbruget. Det kan være godt at tegne konstruktionen så du er sikker på at du får bestilt den rette mængde materialer hjem. Husk at der skal være stolper, den bærende konstruktion og belægningen af terrassebrædder.

Opbygningen

Der afsættes normalt 2-3 meter mellem stolperne og som en billig og holdbar løsning kan der vælges trykimprægnerede stolper. Alternativt kan der vælges en dyrere og mere naturlig holdbar træsort som eg eller robinie. Du kan eventuelt støbe stolpen fast i beton, eller hvis der er meget løst underlag vil du kunne grave ud til en lecablok og stille stolpen på den.

Afhængigt af hvor tykke terrassebrædder der vælges skal afstanden mellem tværbjælkerne på ca. 50 cm. +- 10 cm. Til denne konstruktion vil den billige løsning også være trykimprægneret træ. Sørg for at der er et mindre fald på terrassen væk fra huset så regnvandet kan løbe af terrassen. Faldet kan være ca. 1 cm pr. løbende meter.

Både stolper og tværbjælker kan med fordel males inden træterrassen opbygges. Spørg i byggemarkedet om træet må males med det samme eller om det skal have lov til at tørre først, da noget trykimprægneret træ ikke er klar til at blive malet før ca. 3 måneder efter du har købt det.

Oftest bliver der først brugt penge på dyrere træ når det kommer til terrassebrædderne, og her er der også stor forskel i prisen hvor du med trykimprægneret træ kan lave købe terrassebrædder til ca. 40 kr./m2 og vælger du i stedet hårdttræ som teaktræ kan du komme op i nærheden af 2.000 kr./m2. Der er selvfølgeligt også mange alternativer derimellem.

Der skal laves minimum 1 cm mellemrum mellem terrassebrædderne så der opnås en god luftcirkulation der er med til at terrassen hurtigt bliver tør efter regnvejr og dermed forlænges terrassens levetid.

Går træterrassen helt ind til huset bør der også være 1 cm fra den mørtel der er pudset på fundamentet eller fra murstenene hvis terrassen er hævet så meget.

Benyt rustfri eller varmforzinkede skruer til montering af terrassebrædderne. Du kan eventuelt lave propper til skruehullerne så skruernes hoveder bliver helt usynlige. Fjern toppen af proppen med et stemmejern.

Copyright © 2014 fliseterasse.dk | Theme by: Eventa